• Planter, du ikke finder andre steder
  • Fri fragt over 1500 kr.
Indkøbskurv0,00 DKK
0

Syv gode råd til at komme i gang med mulching

Udgivet 12. februar 2023 af Mads Krarup

Vi er godt inde i februar, og dette er en god tid til mulching. Inden vækstsæsonen skyder i gang, skal vi have dækket de områder af, som vi gerne vil tilplante næste år. At dække et område af resulterer i, at de planter eller frø, som ligger i jorden, dør hen. Det efterlader os med en rigtig fin base til etablering af valgte planter, og det mindsker drastisk risikoen for, at vores valgte planter bliver udkonkurreret af andre arter.

Mulching. Hvad er det, hvad kan det og hvorfor anbefaler vi det?

Mulching betyder noget så simpelt som at dække jorden og er et vigtigt ord at kende i etableringsfasen af ens skovhave. Mulching kan gøres på mange måder. Derfor er det vigtigt, at du finder den metode, der passer til dig. Her er syv gode råd til at komme godt i gang.

  1. Vi skal som altid arbejde med naturen. Sørg for, at materialerne, du vælger, ikke har en skadelig effekt på naturen omkring os.
  2. Vi anbefaler, at du mulcher et område i minimum et år. Hvis det kribler i fingrene, og du simpelthen bare skal i gang her til sommer, kan du nøjes med et halvt år. Det skal medregnes, at en kort mulching periode kan resultere i en del lugning.
  3. Mulching med organisk materiale kan tilføje næringsstoffer til din jord, hvilket er positivt, da de fleste planter, især frugtbærende træer og buske, kræver rigelig næring. Du skal være opmærksom på, at noget organisk materiale kan indeholde frø, så vi anbefaler af den grund ikke organisk materiale såsom hø. Du skal nødigt ende med en mark.
  4. Sørg for at sikre dit lag mulching mod vinden. Du kan sikre duge med metalspyd, store sten eller andre tunge genstande. Organisk materiale skal lægges i tykke lag, oftest omkring de 10 cm.
  5. Organisk materiale indeholder meget næring. Hvis du mulcher på et areal, hvor der allerede står planter, skal du ikke mulche direkte op ad planterne, da det høje indhold af næringsstof kan være skadeligt.
  6. Beslut dig for, hvilke planter du ville etablere på dit areal, inden du fjerner dit lag mulching. Hårdføre frø og rødder, der har overlevet mulching processen, giver sig hurtigt til kende, så snart der er lys til stede.
  7. For at få et godt flow kan du overveje at mulche et nyt område, så snart du har færdiggjort et areal.

 

Hvilke materialer skal du holde dig fra?

Vi skal som altid arbejde med naturen. Sørg for, at materialerne, du vælger, ikke har en skadelig effekt på naturen omkring os. Vi anbefaler, at du holder dig væk fra gulvtæpper og pap. Begge ting er blevet brugt hyppigt gennem årene af forskellige haveejere, da de er effektive til at lukke sollys ude, og de er nemme at få fingrene i.

  • I fremstilling af tæpper bruges der oftest kemikalier, som vi helst ikke skal føre videre.
  •  For nyligt har pap givet en del ballade angående PFAS. Det er muligt, at de giftige stoffer kan tilføjes til jorden. Vi er nok alle godt og grundigt trætte af PFAS efterhånden, så der er ingen grund til at løbe risikoen.

 

Hvilke materialer kan du mulche med?

Vi anbefaler bionedbrydelig dug, flis eller plastikdug.

  • En bionedbrydelig dug nedbrydes efter 6-7 år og tilføjer næring til jorden – super smart og effektivt!
  • Flis er et godt alternativ. Vær opmærksom på, at flis bruger kvælstof fra jorden til at blive nedbrudt.
  • Plastikdug kan genbruges op til flere gange og lukker effektivt sollyset ude, dog kan dugen komme til at trævle og efterlade plastik i jorden.

En helt anden måde!

Det er sundt at være kreativ, og det kan man også være med mulching. Her er et par anderledes løsninger til mulching:

  • Måske du bor tæt på havet og har en masse tang til rådighed. Tang er fyldt med næringsstoffer, som kan gavne din skovhave. Vær opmærksom på, at tang kan blæse væk. Desuden indeholder tang en hel del salt, så det skal skylles grundigt inden brug.
  • Et tykt lag halm kan give et rigtig godt jorddække. Her skal du igen være opmærksom på vinden, men også på gnavere der mangler et hjem.
  • Hvis du har slået græsset, og har en masse liggende rundt omkring, kan det også bruges.

 

Vi glæder os til at se, hvad I finder på, så send os et billede eller tag os i et opslag.

God mulching.

 


Relaterede produkter