• Planter, du ikke finder andre steder
  • Fri fragt over 1500 kr.
Indkøbskurv0,00 DKK
0

Det gode surbundsbed – ud med spagnum og ind med savspåner!

Udgivet 26. april 2023 af Mads Krarup

 

 

Surbundsbede er noget, der burde være i enhver skovhave. Når vi taler om haver, taler vi ofte om næringsrig jord. De fleste planter, vi kender, trives i en jord, der er rig på regnorme og kompost. Men så kommer surbundsbedet, som hverken har kompost eller regnorme. Surbundsbedet er et magisk bed - et bed, med alt fra blåbær til lyng.  

 

Hvad kendetegner et surbundsbed?   

  • Et surbundsbed, som navnet antyder, har en sur jord. 

  • Jorden har en pH-værdi mellem 3 – 6.  

  • Du finder en ophobning af organisk materiale.  

  • Nedbrydere, såsom regnorme, trives ikke i sur jord. I stedet finder du, med høj sandsynlighed, svampe og svampemycelie i dit surbundsbed – men det kan tage lang tid. 

  • Planter, der trives i surbund, trives, da specifikke mikronæringsstoffer er tilgængelige. 

  • I naturen finder du, som regel, sur jord ved moser, nåleskove og heder.  

  • Surbundsplanter er glade for en variation af skygge og sol.  

 

Hvorfor ikke spagnum? Hvorfor savspåner?  

Spagnum kommer fra en naturtype, som kaldes en højmose. Højmoser er en sjælden naturtype herhjemme, som har adskillige sjældne arter knyttet til sig. Normalt dræner man det område, man gerne vil høste spagnum fra, så man kan høste mens det er tørt. Højmoserne lager en masse CO2 og når de drænes, så frigives denne CO2 til atmosfæren. Brug af spagnum fører dermed både til ødelæggelse af naturen og udledning af drivhusgasser.  

 

Hvad bruges spagnum til?  

 Spagnum kaldes også tørv, og tørv er noget, vi mennesker har høstet igennem årene, da det er et effektivt brændstof. Vi høster det også til surbundsbede, da spagnum forsurer jorden.  

 

Hvad med savspåner?  

 Savspåner kommer, ligesom spagnum, også fra naturen. Savspåner er et restprodukt og er derfor mere bæredygtigt at bruge. Det kan være du selv skal fælde et træ, det kan også være, at du kender et savværk - så kan du få fat i savspåner. Savspåner kan forsure din jord, såvel som spagnum kan. Derfor råder vi til at bruge savspåner. 

 

Hvordan laver du et surbundsbed 

 Som altid skal du starte med at finde en placering. Husk at tage hensyn til, at surbundsplanter er glade for variationer mellem skygge og sol. Surbundsplanter er som regel også glade for fugtig jord. Du kan eventuelt overveje, hvilke træer der er i nærheden af bedet placering – suger træet meget vand? Så skal bedet nok placeres et andet sted.  

 

 

Har du et gammelt surbundsbed 

  • Så tilføj gerne 10 – 20 cm savspåner.  

  • Plant direkte ned i savspånerne. 

Hvis du skal etablere et nyt surbundsbed 

  • Grav gerne 10-20 centimeter af det areal bedet skal anlægges på. 

  • Døjer du med ukrudt? Så brug gerne en bionedbrydelig ukrudtsdug.  

  • Tilføj nu savspåner. 

  • Nu kan du plante direkte ned i savsmulden. 

 

Surbundshügelbede 

 Det er egentlig så simpelt som ovenstående. Hvis du har ekstra point i overskudskassen, så kan du eksperimentere med et surbundshügelbed. Hvis du orienterer dig på vores tidligere blogindlæg, kan du se, hvordan du etablerer et hügelbed. I stedet for at bruge kompost og jord, kan du bytte det ud med savsmuld, nåle og granris. I stedet for tilfældige kævler, kan du genbruge dit (og andres) juletræ 

 

Send os gerne et billede af dit surbundsbed 

 

God plantning, 

Mads & Jakob