• Planter, du ikke finder andre steder
  • Fri fragt over 1500 kr.
Indkøbskurv0,00 DKK
0

Fra skov til skovhave

Udgivet 03. marts 2023 af Mads Krarup

Skov er jo et vidt begreb, men inden for skovbruget, naturpleje og landskabsforvaltningen, definerer vi skov som et areal med lukket krone fra 0,5 ha. (5000 m2) og derover. Altså en “smule” mere end en gennemsnitlig villahave. Men også meget mere end det antal m2, som vi typisk anbefaler vores kunder at omlægge til en skovhave.  

Men har vi alle samme opfattelse af, hvad en skov er? Det er ikke så vigtigt i denne sammenhæng. Det kan være krattet nede bagerst i villahaven, den lille nåletræsbeplantning et sted på ejendommen, eller at du rent faktisk råder over en reel skov. Når det så er sagt, er vores råd vejledende og ikke nødvendigvis fyldestgørende og relevante i alle sammenhænge.    

 

Step 1 – Hvad er dit udgangspunkt?  

 

For at kunne lave en god plan for din kommende skovhave kræver det, at du kender vækstbetingelserne for det område, den skal ligge på.

Vi gør os altid følgende overvejelser og betragtninger, når vi besigtiger nye arealer: 

 

Er der vandlidende områder på arealet, som vi skal være opmærksomme på?  

Hvis ikke, så gå bare videre til næste punkt, ellers læs med her: 

Vi oplever tit, at arealer med skov eller lignende har udviklet sig, fordi det pågældende areal har været udfordrende at kultivere på anden vis. Det er ofte på baggrund af vandlidende jord, og derfor nævner vi det som en faktor, du skal være opmærksom på. Det er nemlig ikke mange af vores spiselige skovhaveplanter, der tåler at stå i vandmættet jord alt for længe.  

Hvis det er noget du genkender, har du følgende muligheder:

  1. Du kan tage højde for området i designfasen. 
  2. Du kan grave et vandhul
  3. Du kan overveje at dræne området
  4. Du kan arbejde med arealet og plante arter, som tåler en vandlidende jord – Rødel er et godt eksempel på en plante, der fint tåler sådanne forhold, samt er pil, ask og birk. 
  5. Du kan også vælge grundstammer på dine frugttræer, der tåler fugtig jord, fx grundstammen M7 til dine æbletræer. 
  6. Du kan eventuelt også lade naturen beholde området, og i stedet undersøge et mere egnet areal til din skovhave. 

 

Hvilke træer dominerer? Nåletræer eller løvtræer?   

Har du mest nåletræer, så læs med her ellers gå til næste punkt: 

Vi kan nok alle sammen genkalde os billedet af en mørk nåletræsskov, hvor skovbunden typisk udelukkende består af mos. I en skovhave ville vi gerne opnå det modsatte. Nåletræsdomineret skov er lidt mere udfordrende at forvandle til frodige og produktive skovhaver (i form af afgrøder). Det drejer sig om to ting, hvor den første er sollys. Vi vil gerne understrege, at den mest begrænsende faktor i forbindelse med skovhaver i etableret skov, er sollys. Have altid sollys med i tankerne.   

Nåletræer tager rigtig meget – hvis ikke alt – solens lys. Lige gyldigt hvornår på året, du vil anlægge din skovhave, vil det være nødvendigt at foretage en kraftig udtynding i de eksisterende træer for at skaffe nok lys til skovhavens nye træer og buske.

Det næste drejer sig om jorden. Jorden under nåletræer har en tendens til forsuring, hvilket igen kan begrænse udvalget af planter, der trives i jorden. Forsuring kan afhjælpes – over tid – ved at tilføre kalk til jorden. Du kan vælge at bruge forsuring af jorden til din fordel, hvis du ønsker at etablerer et surbundsbed i din skovhave. Her kan du fx vælge planter såsom blåbær, tyttebær og moseporse.  

Hvilke muligheder har du? 

I den ene ende af skalaen kan du vælge at fælde alt på arealet, få knust stødende og derefter kalke jorden. Med andre ord, nulstille og starte forfra. Du kan også lade dit areal stå, måske etablere et par surbundsbede og rykke videre til et andet areal. For at være helt ærlig, så er en tætbevokset, mørk og lukket rødgransbevoksning ikke den bedste mulighed eller det nemmeste udgangspunkt for en lys og frodig skovhave. Når det så er sagt, så kan du sagtens forsøge at designe dig ud af det. Du kan tynde ud i træerne og skabe bedre levevilkår for de nye planter, du kan opstamme nogle af de blivende nåletræer og etablerer surbundsbede under dem.  

Har du brug for hjælp til at lave et design over dit område, så se hvad vi kan hjælpe dig med her: https://www.skovhaver.dk/skovhavedesign

 

Step 2 – Tag en beslutning 

Her vil vi slå et slag for, eller måske bare påpege, en betragtning vedrørende dit kommende projekt. Dit formål med skovhaven, dit nuværende udgangspunkt og omfanget af energi, du vil lægge i dit projekt, hænger sammen.  

For er dit areal fx fyldt med brombær, hindbær og hyld, så står du med planter, som gavmildt deler sollyset – en god betingelse for din skovhave. Men hvis du gerne ville fjerne nævnte planter og nulstille dit areal, er der rigtig mange timer i det. Overvej i stedet om du skal finde et andet areal til din skovhave. 

Alt kan lade sig gøre, men hvis udgangspunktet og arbejdsmængden ikke modsvarer ens eget overskud, så anbefaler vi, at man lader skoven og naturen gå sin gang. Det er vores erfaring og holdning, at man skal vælge sine kampe med omhu 😉  

 

Step 3 – Lav et design 

Nu er du klar til at begynde dit design. Vi anbefaler, at du tegner de eksisterende træer, som du vil beholde, som det første. De styrer i høj grad dit øvrige plantevalg, samt deres placering. Tænk hele tiden i lys, da lys er lig med en større produktion af frugter og bær. Med et godt design bliver arbejdsprocessen nemmere.   

 

Step 4 - Frem med saven 

Næsten lige meget hvilken form for beplantning, der er på dit areal, vil det være nødvendigt at svinge saven. Du skal skabe lys og luft til indplantning af nye træer og buske. Dette arbejde kan gøres alle sæsonener, men vinter/forår er at foretrække. Du kan nemmere se hvad der foregår i kronerne, når der ikke er blade på træerne. Tænk naturen ind i denne proces - du har nemlig mulighed for at lave nogle tiltag for naturen. Vi anbefaler at fælde nogle af træerne i 2 meters højde, hvor du lader stammen stå og forrådne langsomt. Du kan lade stammer ligge i din kommende skovhave. Du kan lave kvashegn eller noget helt fjerde. Hvorfor? Dødt ved i din skovhave vil understøtte flere insekter, mere liv og højere biodiversitet i skovhaven.  

 

Vi har lavet en liste over de meste relevante løv- og grantræer, som du med fordel kan genbruge fra din skov, når du vil etablere en skovhave. Find dem her: Appendix til: Fra skov til skovhave (skovhaver.dk).

Send endelig et billede af dit areal eller tag os i et opslag. 

Husk også, at vi kan besigtige dine arealer. 

 

Held og lykke herfra!

 

Relaterede produkter